Yoga er en filosofisk praksis, der stammer fra Indien helt tilbage fra det 3. århundrede fvt. og måske endda før. Her nedskrev en filosof ved navn Patanjali de yoga sutra (tråde eller aforismer), der danner grundlaget for vores yogapraksis i dag.
Der er 196 sutra fordelt over fire emner/bøger;
1. Den højere bevidstheds vej
2. Udøvelsens vej
3. De usædvanlige evners vej
4. Frigørelsens vej
Disse fire bøger beskriver menneskets psykologiske udvikling mod den højeste form for oplysthed/samadhi (sanskrit).
Der findes seks filosofiske systemer i Indien, hvoraf Patanjalis yoga sutra er én af dem:
1. Nyaya, af vismanden Gotatna
2. Vaisehika, af vismanden Kanada
3. Purva-mimansa, af vismanden Jaimini
4. Vedanta, af vismanden Vyasa
5. Sankhya, af vismanden Kapila
6. Yoga sutra, af vismanden Patanjali
Patanjali tog udgangspunkt i Sankhya-filosofien (en ateistisk filosofi), men holdt fast i, at der er en allestedsnærværende, altvidende Kraft, som han kalder Ishvara (Gud), der er fri af enhver påvirkning – den rene bevidsthed (Guni Martin, ”Den tidløse psykologi”, s. 11-12)
Yoga er at stilne sindets bevægelser – dette giver adgang til højere bevidsthedstilstande (samadhi), hvilket frigør sjælen fra identifikation (egoisme), tilknytning (materialisme) og smerte/lidelse (dukkha – sanskrit).
Sjælen kan dermed forbinde sig til Urkraften, den allestedsnærværende/alvidende Ånd.
I et citat fra den indisk-amerikanske læge Deepak Chopra, beskriver han menneskets sande essens således:
”Vi tror, at vi er menneskelige væsner, der fra tid til anden oplever det spirituelle; men vi er i virkeligheden spirituelle væsner, der af og til oplever en menneskelig eksistens”.
(Guni Martin, ”Den tidløse psykologi”, s. 13)
Yoga bliver ligeledes beskrevet i det indiske kæmpeepos ”Mahabharata” på 106.000 dobbeltvers, som enten blev sunget eller reciteret. Den er forfattet et sted mellem 400 fvt. – 400 evt. af vismanden/seeren Vyasa. Eposset rummer 18 bøger, hvor yoga især beskrives i 6. bog, som hedder ”Bhagavat Git”. Her kaldes yoga for Raja yoga (Konge vejen), og beskrives som den praktiske filosofi og religiøse teknik, der skal muliggøre opnåelse af den højeste bevidsthed, Samadhi og derved sammensmeltning med Purusha (Ånd, sanskrit). (”BhagavatgitÂ, Ny dansk oversættelse 2009, s. 14-29).
Hvornår opstod yoga asanas
Mange ved ikke, at de yoga asanas (stillinger, sanskrit), der praktiseres i dag i de forskellige stilarter, er af nyere dato. Især den danske gymnastikpædagog og grundlægger af Gymnastikhøjskolen i Ollerup 1922, Niels Bukh (1880-1950), har inkorporeret øvelser, der i sekvensering, form og udførelse minder utroligt meget om yoga asanas, i særlig grad fra Ashtanga Vinyasa Yoga.
Mark Singletons afhandling
Ifølge idéhistoriker og yogalærer Mark Singleton, er yoga asanas en sammenblanding af nyere og ældre traditioner indenfor fysiske øvelser.
Singleton har skrevet en bog, ”Yoga Body. The Origin of Modern Posture Practice”, der er en bearbejdelse af hans ph.d.-afhandling fra Cambridge University.
Her gransker han hele den mytologiske tilgang til yoga mange har i dag, og støver historiske tekster af for at placere dem i en tidsramme og vise den udvikling yoga har undergået.
I slutningen af 1800-tallet var yoga primært en filosofisk og spirituel øvelse, der havde meditation, åndedrætsøvelser og renselsesmetoder som omdrejningspunkter. De tidligst dokumenterede asanas var flere siddende meditationsstillinger. De fysiske stillinger blev først senere koblet til den spirituelle praksis af yoga.
Udviklingen af fysisk yoga falder sammen med den stigende popularitet, som atletik, gymnastik og åndelig udvikling fik i den vestlige verden, og den britiske kolonimagt, der introducerede filosofien ”en sund sjæl i et sundt legeme” i Indien i løbet af 1800-tallet. Den britiske hærs officielle legemsøvelsesprogram var baseret på øvelser baseret på danske Niels Bukh (1880-1950) og svenske Pehr Henrik Ling (1776-1839).
Frihedskæmpere og uafhængighedsorganisationer i Indien indførte en form for kropskultur med vægt på et hypermaskulint kropsideal for at løsrive sig fra den britiske kolonimagt.
Singleton beskriver også, hvorledes militante yogier i det nordlige Indien fra 1400-1800-tallet angreb handelsruter, og gav yogaen et dårligt ry. Disse yogiers træningsmetoder gik ud på at hærde kroppen og forberede den på kamp, og blev senere brugt til inspiration for at programlægge og sekvensere yogastillinger. Disse yogiers praksis blev dog forbudt af den britiske kolonimagt, da de ofte var meget ekstreme og indbefattede diverse kropsvridninger. De blev anset som moralsk afvigende og underlegne.
Hovedpersoner i yogaens udbredelse
Han beskriver i sin bog, ”Yoga Body”, at én af de mest indflydelsesrige yogalærer i det 20. århundrede var Guru Sri T. Krishnamacharya (1888-1998), som sammen med sin elev Sri K. Pattabhi Jois (1915-2009), antageligt skulle have afkodet og beskrevet rækkefølgen af Vinyasaserien på baggrund af en ældgammel tekst skrevet på palmeblade, der skulle være forfattet af en mytologisk yogi ved navn Vamasa Rishi. Det blev anslået at teksten skulle være op til 5000 år gammel, men beviserne er gået til og kan derfor ikke granskes nærmere.
Krishnamacharya var ansat af den daværende maharaja af Mysore til at undervise de royale børn i en blanding af hatha yoga, vestlige sportsgrene og militære kropsøvelser. Dette arbejde har i dag lagt kimen til vore dages billede af yoga.
Krishnamacharyas tre mest kendte elever er Pattabi Jois, B.K.S. Iyengar (1918-2014) og sønnen Desikachar (1938-2016) har sammen lagt grundlaget for udviklingen af de forskellige yogapraksis, der er fremherskende i dag.
Slutteligt kan man sammendrage af Mark Singletons bog, at yoga er en blanding af mytologi, ældgammel meditations-, åndedræts- og renselsespraksis samt nyere former for fysisk træning, der har vundet indpas op igennem 1800-tallets Indien. Dette er blevet populariseret gennem Krishnamacharyas undervisning, og hans elevers udbredelse af yogaen til den vestlige verden. Yogaen er blevet til et videnskabeligt system, hvor man fik fokus på stillingerne og deres gavnlige virkning på kroppen, og hvor man har bibeholdt den mentale træning af sindet, til at kunne stilne de fluktuationer/bevægelser, som tankemylderet afstedkommer, for at opnå højere bevidsthedlag og oplysthed (samadhi).
(Afsnittet er frit forfattet udfra journalist Annette K. Nielsens artikel bragt i Weekendavisen d. 19/5 2011).
Comments